Af Morten Alfred Høirup

Foto: Ingrid Andersson

Det er en smuk, varm og solfyldt lørdag formiddag i den lille by Nisswa i hjertet af den amerikanske stat Minnesota. Områdets mange turister begynder at samles omkring de små souvenirbutikker i hovedgaden, og snakken går. Mændene taler om golf, lystfiskeri og jagt, kvinderne udveksler erfaringer om tøjbutikker, madoplevelser og om byens hoteller. Alt er som det plejer. Og dog. Pludselig vrimler det med mennesker klædt i spraglede skandinaviske folkedragter.

Nisswa-Stämman løber af stablen hvert år i den første weekend i juni og byder på workshops, koncerter og dans med omkring 150 musikere fra Skandinavien og især fra USA. Festivalen startedes af musiker og instrumentmager Paul Wilson og hans hustru, musiker og sanger, Mary Abendroth i 1999, og har siden da præsenteret skandinaviske og amerikanske musikere som den finske harmonikadronning, Maria Kalaniemi, den finske violinist Mauno Järvelä, svenske Älvdalens Spelmanslag, Rättvik Spelmanslag og Draupner, den grammynominerede amerikanske trio, Hoag, kelley & Pilzer, den lokale gruppe, Skålmusik, den norske violin duo Huldra, og mange, mange flere...

I år var det så første gang, at danske musikere gæstede Nisswa-Stämman. Sammen med violinist Harald Haugaard repræsenterede denne artikels forfatter den danske folkemusik på festivalen, og i den forbindelse talte jeg med Paul Wilson om baggrunden for festivalen, om den skandinaviske musikscene i det nordlige USA, og om hvordan man kan afholde en skandinavisk festival i syv år i træk uden at have danske repræsentanter blandt de optrædende musikere. Paul Wilson fortæller:

Paul Wilson

INTERESSEN FOR DEN SKANDINAVISKE MUSIK

"I 1990 stod det klart for mig, at der endelig var ved at være nok lokale skandinaviske musikere til, at man kunne starte en decideret festival, så det gjorde jeg. Jeg begyndte selv at spille skandinavisk musik midt i 70´erne og dengang var der meget få lokale, som spillede den slags musik. I løbet af de følgende år steg interessen for musikken i de lokale folkemusikkredse, især i hovedstadsområdet omkring Minneapolis og St. Paul. Vores første Nisswa-Stämma var en ren lokal festival med 61 musikere på programmet.

Jeg voksede op i et musikalsk hjem, men det var nu ikke folkemusik, vi hørte. Min mor og far var begge vilde med jazz og bigband musik, deres ungdoms musik. Min mor er selv musiker, hun spiller klaver efter gehør og udelukkende i F# dur. Men hun kan spille hvad som helst. Jeg elsker simpelthen musik - med den kan man udtrykke så meget, som ord ikke kan klare.

I 70´erne blev jeg interesseret i musik fra andre verdenskulturer, og jeg begyndte at fokusere på mine egen rødder. Begge mine mors forældre var fra Sverige, og min fars bedsteforældre kom fra Norge. Jeg lyttede til musikken, og den fascinerede mig dybt. Noget af det var virkeligt underligt. Det var dér jeg blev rigtigt fanget af musikken.

Her i 2007 har vi et rigtig godt og frodigt lokalt skandinavisk folkemusikmiljø, måske lige undtaget den danske musik. Vi er ret godt kørende med hensyn til svensk violinmusik (ASI Spelmanslag), svensk nyckelharpemusik (Twin Cities Nyckelharpalag), Norsk Hardingfelemusik (Twin Cities Hardingfelelag), finsk dansemusik (Finns Hall Band), pan-skandinaviske spelemanslaug (Skål Klubben og Nordisk Jam) og mange mindre ensembler og solister.

På den danske front er der noget mere stille. Vi har dog et lokalt band som hedder "Ballade". De optræder på et par festivaler hvert år og ikke meget mere. Desværre kunne de ikke spille på vores festival i år, men der er et lokalt dansk-amerikansk center i Minneapolis, som har mange medlemmer, og som bl.a. hjælper med at distribuere information og så videre."

Den danske folkemusik er helt klart underrepræsenteret i området. I løbet af festivalen bliver det desuden tydeligt, at Nisswa-Stämman er i samme situation som mange andre af den type festivaler og stævner i Skandinavien: dens publikum består stort set af folk på over 50 år. Og som mange andre festivaler arbejder man med den problematik. Der er i og for sig intet i vejen med at tiltrække et modent publikum. De er interesserede og engagerede, de er kvalitetsbevidste og krævende, samtidig med at de oftest forstår vigtigheden af at støtte de unge og de nystartede. Og så har de lyst og råd til at gå til koncerter, deltage i workshops og til at købe CDer. På alle måder er den ældre generation vigtige, når det handler om at holde hjulene i gang. Men derfor vil man jo gerne, at også de unge interesserer sig for at være med til at påvirke udviklingen på folkemusik- og folkedanse området – også i Minnesota. I år havde man flere børn og unge med på Nisswa-Stämman end nogensinde før, både blandt optrædende og publikum. Man kunne måske gå endnu længere i et forsøg på at tiltrække et bredere publikum, men det er ikke den slags festival Paul Wilson vil lave:

"Jeg tør godt hævde at Nisswa-Stämman er en helt unik skandinavisk musik festival her i USA. De fleste skandinaviske festivaler herovre hører under kategorien "Heritage" festival. Heritage festivaler i USA forsøger at fremhæve alt, hvad de synes er særligt ved deres specifikke kultur. Serbiske festivaler, Hmong festivaler, Latino festivaler osv. Det drejer sig om musik, dans, kunsthåndværk, sommerhuse, vin, mad, sprog, tøj, krydstogter – hvad som helst i den samme gryde.

Jeg er musiker, og min eneste grund til at starte den her festival var at skabe et arbejdsrum, en platform, hvor mine musiker-kollegaer kan optræde med deres musik... intet andet. Jeg går efter en entydig fokuseren på musikken med en udstrakt hånd til den dans, som så ofte går hånd i hånd med den traditionelle musik. Endelig har vi af praktiske årsager inkluderet lidt skandinavisk mad, men det er så også det eneste kompromis, vi har måtte indgå. Så Nisswa-Stämman er i virkeligheden en traditionel skandinavisk folkemusikfestival, sandsynligvis den eneste af sin art i USA, og den ligner meget tilsvarende spillemandsstævner i Sverige, Danmark og Norge.

Vi får en vis finansiel støtte af de lokale myndigheder, og nogle gange af forskellige amerikansk-skandinaviske fonde. Men festivalen lever især på grund af et par velhavende lokale forretningsmænd og sponsorer – ja, de er mere end blot simple sponsorer, jeg vil nærmere kalde dem "velyndere" eller "skytsengle". De har været meget interesserede og generøse i løbet af årene. I år har vi haft det største antal besøgende nogensinde, nemlig mere end 1700 betalende, og flere end normalt var af dansk herkomst – måske fordi vi havde jer på besøg?!"

Solen banker ned over den lille by, Nisswa, i den nordlige del af staten Minnesota, de 10.000 søers land. Hen ad hovedgaden bevæger sig en broget flok af spillefolk i skandinaviske folkedragter fulgt af en lang hale af lokale og turister, børn og voksne. Hist og her skimtes et par svenske, norske og endda danske flag, og nu snakker folk ikke længere om golf og lystfiskeri, men om nøgleharper, flotte folkedragter og om den forgangne nats traditionelle dans. I spidsen for optoget ses den gråskæggede musikalske ildsjæl, Paul Wilson, iført sin svenske folkedragt og med sin gamle violin under hagen. På otte år har han sammen med sine venner skabt en festival som med lokale og udenlandske musikere hylder den skandinaviske musik og som samtidig støtter den lokale folkemusikscene. Men hvordan har de så længe kunne komme udenom den danske folkemusik?

"Øh, altså: mange af de musikere, som jeg har inviteret til at optræde i Nisswa, er musikere som jeg har mødt i løbet af årene på forskellige skandinaviske festivaler. Og jeg må indrømme, at jeg ikke har mødt ret mange danske musikere der. Endelig har vi meget begrænsede midler, når det handler om at transportere udenlandske musikere til Nisswa. Vi kan højst flyve fire eller fem musikere over, så hvert år handler det om at diskutere og vælge, hvem vi kan invitere – og der er simpelthen SÅ mange fantastiske musikere i verden. Det er samtidig et faktum, at nogle musikere simpelthen kommer til Nisswa-Stämman, fordi de har hørt så meget godt om festivalen, så de kommer for egen regning. Når det sker, gør jeg mit bedste for at give dem en god behandling, og jeg prøver ofte at lave nogle ekstra jobs rundt omkring i området."

- Vil der fremover være dansk musik på Nisswa-Stämman?

"JA!"

Fakta om Minnesota
-	Statens navn: Navnet "Minnesota" kommer fra det indianske navn "minisota" som betyder "Himmelfarvet vand". Det var det navn Dakota-Indianerne for hundreder af år siden gav den flod, som nu går under navnet Minnesota River".
-	Statens geografi: For omkring 10.000 år siden var Minnesota dækket af mere end 2 km. tykke gletschere. Gletscherne smeltede og efterlod de mange floder og søer, som staten er så berømt for. Nederst på bilernes nummerplader i Minnesota står der stolt skrevet: "Land of 10.000 Lakes", men der er rent faktisk næsten 12.000 søer i staten Minnesota.
-	Minnesota i tal: Areal: 225 365 km2. Befolkning: 4,94 millioner (Heraf nedstammer ca. 1,5 mill. fra Danmark, Sverige, Norge og Finland). Den 32. amerikanske stat siden 11.5.1858.
-	Beliggenhed: Øvre Midtvest i det nordligste USA, op mod Canadas grænse Hovedstad: St. Paul (ca. 300.000) Største by: Minneapolis (ca. 400.000).
-	Statens berømtheder: Bob Dylan (singer/song-writer), Judy Garland (skuespiller), Garrison Keillor (vært på – og skaber af Minnesota Public Radio programmet "A Prairie Home Companion") og F. Scott Fizgerald (forfatter bl.a. The Great Gatsby) m.fl.